Dine rettigheder
Fortrydelsesret på lån
Har du optaget et forbrugslån og fortrudt, har du som udgangspunkt 14 dage til at træde ud af aftalen. Det gælder også, selv om pengene allerede er udbetalt.
14 dage til at fortryde de fleste kreditaftaler med forbrugere
30 dage til at betale lånet og de påløbne renter tilbage, efter du har meddelt, at du fortryder
Hvornår begynder fristen?
De 14 dage regnes fra den dag, aftalen bliver indgået. Har du først fået aftalevilkårene og de lovpligtige oplysninger senere, regnes fristen fra den dag, du fik dem. Gem derfor den mail eller det brev, hvor du modtog vilkårene, så du kan se datoen.
Sådan fortryder du
- Find vejledningen om fortrydelse i din låneaftale. Den skal stå der.
- Giv långiveren besked inden fristen, helst skriftligt, fx på mail, så du har dokumentation for datoen.
- Skriv tydeligt, at du fortryder aftalen, og angiv dit navn og aftalens nummer.
- Betal lånebeløbet og renterne for de dage, du har haft pengene, tilbage. Det skal ske senest 30 dage efter, at du har sendt beskeden.
Hvad koster det at fortryde?
Du skal betale det lånte beløb tilbage og renten for den periode, du har haft det. Långiveren må ikke kræve et særligt gebyr for, at du bruger fortrydelsesretten. Har du betalt gebyrer til en offentlig myndighed i forbindelse med lånet, kan de dog være tabt.
Fortrydelse er ikke en plan
Det er trygt at vide, at du kan fortryde, men det forudsætter, at du har pengene til at betale lånet tilbage. Har du allerede brugt dem, hjælper fortrydelsesretten ikke meget. Tag hellere tænkepausen, før du skriver under, end bagefter. Læs også Før du låner.
Reglerne står i kreditaftaleloven. Gælder din aftale noget særligt, fx et lån med pant i fast ejendom, så læs aftalens egne vilkår om fortrydelse.